Anosognosi



Definition og symptomatologi



Ved hjerneskader optræder der ofte forstyrrelser i patientens evne til at erkende ændringer i egen adfærd og funktionsevne. Denne svigtende erkendelse af egen sygdom og/eller deficit betegnes anosognosi. Anosognosi forårsages af forstyrrelser i neurale funktioner, der under normale omstændigheder gør os i stand til at erkende egen tilstand og funktionsevne. Den svigtende erkendelse er altså en direkte konsekvens af hjerneskaden og må ikke forveksles med psykogen (motiveret) fortrængning eller benægten af angstprovokerende eller ubehagelige kendsgerninger. Betegnelsen "denial" har været benyttet synonymt med anosognosi, men anvendes også i psykiatrien i en anden betydning.

I svære tilfælde af anosognosi benægter patienten fuldstændig at være syg eller at der skulle foreligge en defekt. Ved anosognosi for hemiplegi kan patienten fx opfatte den lamme arm som et fremmedlegeme, der ikke tilhører ham selv. Ved Antons syndrom er patienten kortikalt blind med manglende erkendelse af at have mistet synet. Han afviser således at være blind, selv om han ikke er i stand til at demonstrere nogen form for funktionel synsfunktion. Ved Wernicke afasi forsøger patienten ikke at korrigere sine egne fejl og kan blive irriteret over tilhørerens manglende evne til at forstå. Patienter med Korsakoff sygdom kan give udtryk for den opfattelse, at deres hukommelse fungerer udmærket, omend de ikke kan gøre rede for, hvor de er indlagt eller hvad de fik at spise for en halv time siden.

Direkte konfrontation med defekttilstanden vil hos nogle patienter kun medføre en fabulerende bortforklaren eller bagatellisering af realiteterne, men ofte ses også, at patienter i forbindelse med længerevarende undersøgelser eller terapi opnår en vis indsigt i og accept af deres tilstand, omend indsigten kan være mere intellektuel end ægte.

Ved mere moderate former for anosognosi er den verbale benægten knap så kategorisk. Patienten har en vis viden om, hvad der er galt, men savner indsigt i og forståelse for sygdommens eller dysfunktionernes konsekvenser. En hemiparetisk patient kan fx forsøge at rejse sig fra kørestolen, så han falder. Sygdomserkendelsen kan være fraktioneret, således at patienten erkender visse symptomer, men er uden indsigt i andre. Anosognosi er mest udtalt i den akutte fase ved fokale læsioner, mens sygdomserkendelse ved demenssygdomme modsat svækkes med sygdomsudviklingen.

Patienter med anosognosi forlanger sig tit udskrevet urimeligt tidligt, og de er tilbøjelige til at genoptage arbejdet længe før de er klar til det. Patienter med manglende sygdomsindsigt er ikke motiveret for genoptræning, og anosognosi menes af nogle at være den enkeltfaktor, som er mest hindrende for udbytte af genoptræning.

Emotionel indifference er en inadækvat eller manglende følelsesmæssig reaktion på sygdommen og dens konsekvenser. Den optræder ofte sammen med anosognosi, men de to forstyrrelser må ikke forveksles. Adækvat sygdomsindsigt kan godt forekomme side om side med en inadækvat affektiv reaktion på situationen. Anosognosi er en kognitiv defekt og ikke sekundær til en affektiv forstyrrelse.



Klinisk undersøgelse



Det centrale i den kliniske undersøgelse er at vurdere, om der er en dissociation mellem de objektive fund og patientens oplevelse. Åbne spørgsmål af typen: "Kan du fortælle mig, hvorfor du er indlagt? Hvordan går det med armen? Hvornår tror du, vi kan udskrive dig?" vil oftest afsløre den svigtende (urealistiske) egen-vurdering. Ved opfordring til at løfte begge arme vil den hemiparalytiske patient med anosognosi eventuelt påstå, at det gør han da også, selv om den paralytiske arm forbliver urokkelig. Konfronteres patienten med, at armen stadig ligger på dynen, kan han sige, at han trænger mest til at hvile sig.



Patologisk anatomi



Anosognosi forekommer hos mange patienter med sygdomme og skader i hjernen, og hverken nogen bestemt lokalisation eller ætiologi kan udpeges som ansvarlig for fænomenets tilstedeværelse, selv om læsioner i højre parietalregion og i frontallapperne er hyppige. Tilstanden kan ses hos patienter med hemiplegi og hemianopsi efter apopleksi i højre hemisfære, ved Wernicke afasi, ved kortikal blindhed (Antons syndrom), ved amnestisk syndrom og ved frontallapssyndromer. Efter svære kranietraumer, der ofte afficerer frontallapperne, ved demenssygdomme og ved dissemineret sklerose forekommer symptomet hyppigt. Anosognosi ved frontale skader er oftest generaliseret og vedrører selvet, så patienten præges af svigtende selvkritik og viser forstyrrelser i den sociale interaktion. Ved fokal patologi i de posteriore områder er erkendelsesproblemerne ofte mere selektive.





Anders Gade & Peter Bruhn